|
Mine udstillingsrum er gennemgående teatrale, iscenesatte. Her findes der en dobbelthed: en længsel efter direkthed, intimitet og samtidig en vilje til distance, kontrol. I denne udveksling er de sproglige islæt - titler og tekster - meget væsentlige, om ikke bærende. De sætter i en vis forstand rummets og betydningsdannelsens grænser. I udstillingen Anamnes/Katamnes, som jeg lavede året efter, fandtes også en sådan tekstdel. Anamnese og katamnese betyder en sygdoms forhistorie respektive efterhistorie, sådan som den fortælles af den syge selv. Værkernes titler indeholdt begge tilstandenes begyndelsesbogstaver i versaler og kunne for eksempel hedde "A(Museum)K" eller "A(Nature Morte)K", og motiv-erne bestod af realistiske detaljer, skårne ud af disse rumlige kon-tekster: et museumsinteriør og en nature morte med en klassisk frugt- og blomsteropstilling. De stod som silhuetter imod en monokrom baggrund. Tekst-erne var frit flydende filosofiske ræsonnementer, en slags nega-tioner af malerierne. 
JG: Måske kan man sige, at tekster og titler her rammede billederne ind, også tids-mæssigt? De var en form for restprodukter. De talte i en negation eller mellemrums form om maleriernes forhistorie og efterhistorie. Billedet "A(Atom)K" var kvadratisk, med en kongekrone midt i billedet. Du benævner det atomiserende symbol. Den afskårne, isolerede myte, uden funktion eller sammenhæng, men med en aura. Den bogstavelige lagdeling i billederne, som påbegyndtes med Anamnes/Katamnes, gennemføres fuldt ud i udstillingen Anonymus, der blev vist på Galleri Sten Eriksson i 1989. Jeg synes, det er en af de mest konsekvent konceptuelle af dine udstillinger. Den har en benhård konsekvens. Hvert billede bestod af tre helt separate dele: en titel, et skyggelignende silhuetbillede i grå nuancer, og et reliefbillede. Disse sitrende, skyggespillignende lag, markerer hvert og et en genkendelig mediahændelse i 1900-talet. Et billede kunne f. eks. bestå af en silhuet af Mahatma Ghandi ved vævestolen, et relief af propagandaplakater fra det tyske nazistparti NSDAP samt titlen "28 januar 1986" - den dato, hvor rumfærgen Challenger eksploderede. Anonymus handler om anonymitet og om tab af betydning. Billedets tre hændelser er uden indbyrdes kontakt, beskueren sætter selv gang i et spil imellem dem... LF: ... og det drejer sig om maleri. Anonymus var den første udstilling, hvor jeg på en bevidst måde prøvede at udsætte maleriet for en slags maksimalt tryk. Betydningsmæssigt og teknisk. Dets illusionisme, dets materialitet. Hvis jeg senere har prøvet at smelte perspektiverne sammen i det maleriske problemfelt, arbejdede jeg her - som du siger - i konkrete lag, konkrete overlejringer. Jeg prøvede at rede ud, se hvilke våben jeg besad i den kamp. Begge billedlag i malerierne varbåde indholdsmæssigt og billedmæssigt mættet - sig selv nok. Det drejede sig om generelle identifikationssymboler for nittenhundredtallets anonyme masse. Et accelererende livsmønster. Det, der interesserede mig, var det abstrakte, som fremkom, når jeg krysdsede flere ad dise emblematiske hændelser-et anonymt rum… JG: Anonymus repræsenter et ekstrem i denne henseende. En bogstavelig isolering af de inholdsmæssige og malariske dele. Logisk og tør. Som du selv siger, har du jo senere prøvet at føre de forskellige indholdsmæssige og maleriske perspektiver sammen, og skabe en form for indre brudflader i billederne - nuancerede glidninger, integrerede forskydninger, som kan være svære at opdage. |
