Jörgen Gassilewski: Jeg oplever opsøgningen af en mulig integritet som et bærende aspekt i dine arbejder. Med de stadig vekslende strategier i dine billeder viser du, at der ikke eksisterer nogen dækkende læsemåde. På den måde ryddes efterhånden et område, hvor integriteten er mulig, hvor det lille jeg, som du trods alt ser ud til at anse for muligt, kan fungere. I billedet. Hos beskueren. Hos dig som kunstner. Det er som om der findes en underliggende, drivende kraft i dit arbejde, der cirkulerer omkring spørgsmålet om integritet.

Det du har bidt dig fast i under hele dit kunstneriske virke - men som måske også har med produktive flugtstrategier og integritet at gøre - er maleriet...

Leonard Forslund: Ja, jeg har altid ønsket at blive maler. På en måde kunne man sige, at jeg har tilnærmet mig maleriet fra forskellige vinkler for at nå dette mål. Jeg har prøvet at finde ud af, på hvilken måde det er muligt at arbejde med maleri. Maleriet er nok et eldorado for flugtstrategier, da det historisk set er det kunstneriske udtryk, der er mest belastet. Ja, måske er det en integritet, jeg her søger, i hvert tilfælde oplever jeg, at jeg ved hjælp af maleriet søger efter en type intime fakta, der kun genfindes her, eller som kun kan beskrives eller frilægges i den maleriske form. Det er ikke uvæsentligt, at maleriet i sig selv er en handling, der rummer en stor del intimitet. Det at male er i sig selv forbundet med en sanselighed, som er dybt forankret i sin form, en sanselighed der blandt andet gør synet til et i aller højeste grad sansende organ.

Den første udstilling hvor jeg så dine værker var Fra det illustrerede på Galleri Basilisk i 1986. Allerede her fandtes den spænding imellem distance og intimitet, som virker destabiliserende på dem, der betragter dine værker. En utvetydig kærlighed til maleriet. Og på samme tid et maleri med citationstegn, eller i hvert tilfælde et yderst problematiseret maleri. Her var noget, der lignede høje altertavler med de fire elementer som motiver. Et mørkt, natligt oliemaleri, dryppende af lak...

LF: I den udstilling var den dryppende lak en iscenesættelse af tiden, af den uafsluttede tid...

JG: Det var lidt som Maleriet med stort M..

LF: Hele udstillingen var en iscenesættelse. Bestemt ikke mindst af den ledsagende tekst og titlen Fra det illustrerede. Teksten var en fortælling sammensat af citater fra blandt andet science fiction-forfattere som Clarke og Bradbury. Det blev til et ret mytisk rum. Det drejede sig om simulering, kopiering, forestilling. Hvad man dengang, med de franske filosoffer, kaldte simulakre. Kulturelle grundelementer, simpelthen.